Din blog er ny og spændende – ikke mindst for dig selv – og det går let som en leg at skrive flere blogindlæg om ugen. Men når der er gået et par uger, så falmer nyhedens interesse, og så er det mere op ad bakke med at få skrevet 1-2 ugentlige blogindlæg. Hvad kan du selv gøre for at holde din blog i live på længere sigt?
Vær engageret og på forkant
For det første kræver det et grundlæggende engagement og en vilje, som du muligvis ikke kan præstere på kommando hver uge. Du kan fx vælge at finde på mange ideer til blogindlæg, før din blog overhovedet går i luften. Så har du altid en idé at hive op af skrivebordsskuffen, når du står midt i en stresset uge og ikke synes, du har nogen ideer. Du kan også vælge at skrive flere blogindlæg på forhånd, så de ER skrevet, hvis du har en periode, hvor du ikke har tid, eller der er andet i dit liv, som fylder mere.
Det tager tid at få læsere – og kræver engagement at holde på dem
I det første stykke tid, hvor du skriver din blog, har du måske kun få læsere. Men du skal ikke tabe modet, men bare blive ved med at skrive, så skal der nok komme flere til. Nogle gange skal læserne også lige følge din blog i et par uger, før de melder sig på banen med kommentarer, hvis dine blogindlæg er relevante for dem. Det kan generelt anbefales at skrive 1-2 blogindlæg om ugen for at fastholde interessen hos læserne. Hvis du hopper af i flere uger, så falder de muligvis også fra. Du kan bl.a. hente inspiration hos andre bloggere, på Instagram eller Facebook.
Vær personlig og humoristisk og skift ikke emne
Kan du skrive skarpe, personlige og humoristiske blogindlæg, så er der garanteret læsere derude, som vil følge dig. Uge for uge får de et indblik i dit liv, og når de følger dig gennem længere tid, føler de, at de lærer dig ret godt at kende. Gå derfor ikke i panik og skift emne, hvis det tager tid at løbe din blog i gang. Vær tålmodig og hold dig på sporet og skriv inden for det emneområde, du har besluttet dig for, og som du har viden om eller er passioneret omkring.